Black Peter sendte nat efter nat, startende ved 22-tiden. For det meste spillede de LP musik, hvilket var ret usædvanligt i datidens radio. Dagspressen var først med teorierne om at musikvalget på radiostionen angiveligt skulle handle om kodede meddelser til fremmede magter. Mystikken bredte sig og det virkede som Black Peter nærmest ville forstærke denne mystik med en kryptisk udtalelse: "Jeg er ingen spion, men diplomat" udtalte han en aften i radion.
Aftonbladet skriver d. 11 maj 1952, at de anser piraten som en skadedyr og opfordrer offentligheden til at hjælpe myndighederne med at stoppe ham:
"Efter fem timers intens rekognoscering med fly, bil og radio, har Aftonbladet nu placeret den ukendte sender Black Peter, som i den forløbne uge har forårsaget stor halløj i radioverdenen. Black Peter sendte, i hvert fald i aftes - fra området Kramfors. Meget tyder på, at de flytter sig fra sted til sted inden for et lille område - eller de ændrer båndbredde for at undgå afsløring. Efter Aftonbladets nøjagtige pejlinger i aftes, har vore myndigheder fået et værdifuldt udgangspunkt til at fortsætte jagten af Black Peter."
I et brev til redaktøren af Aftonbladet maj 1952 viser, at Black Peter havde interesserede lyttere helt nede i Göteborg, og forfatteren til brevet kom med den hypotese, at "Black Peter" er nok bare en "pilfingret skoledreng", der ønsker at lave lidt sjov.
Den 13. maj erklærede landsfoged Rudström i Härnösand, at nu skulle insatsen mod Black Peter skærpes. Det skulle efter mange mislykkede pejlinger vise sig at udsendelserne kom fra Lomsjö, en skovby med kun omkring 40 indbyggere i Åsele kommune i det sydlige Lapland. Myndighederne blev klar over den omtrenlige placering af den ulovlige radiosender, og teknisk personale fra både Sundsvall og Östersund, både telegraf - og militærfolk deltog i sporingerne og kom i hemmelighed stadigt tættere på.
Aktionen mod Black Peter blev ledet af politimester Erik Nordlander fra Åsele." Så snart jag hørte at teknikerne mistænkte Lomsjö, tænkte jeg på Figaro-brødrene", berettede Nordlander: ”Jeg vidste at de er meget radiointresserede og at de ved siden af deres job som skoghuggere plejer at reparere byens radioapparater. De har også et lille værksted”.
På pinseaften 31 maj 1952, var spillet slut. Sveriges første radio pirat, Black Peter, blev taget på fersk gerning i en natlig jagt.
Da Black Peter blev fundet var det politimænd og teknikere i tre fuldt lastede biler som bankede på døren til pirat hovedkvarteret. Døren var låst, men piraterne fandt efter politiets anmodning, at det var bedst at åbne. De benægtede først, men de varme transmitter rør talte sit tydelige sprog.
Brødrene Figaro erklærede at have sendt radioudsendelser i ni måneder og altså var startet engang i efteråret i 1951. Men allerede to år tidligere havde politiet haft undersøgelser af en illegal sender mellem Åsele og Dorotea. Det var ikke før foråret 1952 at Black Peters "radio Carousel" kom i omdrejninger for alvor med det populære "Harry Lime Tema" (fra filmen den tredje man) som kendingsmelodi. Radioamatører over hele landet havde jagtet Black Peter, og avisen Expressen havde et interview, hvor talsmanden fra piraradioen selsikkert og frækt siger til myndighederne: "I fanger mig aldrig."
Figaro brødrene havde hygget sig med disse udsendelser af interesse for radioteknik. De fandt det interessant og spændende at spille musik og lege radio idoler uden at blive opdaget. Ifølge de ledsagende teknikere havde brødrene en sender, der var både stærk og af god kvalitet. De havde bygget den selv, men købt en modtager. Brødrene John og Gunnar Figaro var dengang 24 og 26 år gamle. Nogle af de opgaver, som skulle løses i forhold til at transmittere Black Peter havde brødrene haft det sjovt med, for eksempel, hvor høj en antenne der skulle bruges. I virkeligheden havde de bare hængt en antenne omkring hele gården, men med rigtig god effekt.
Brødrene havde levet afsondret i forhold til resten af Lomsjö. Deres datatransmissioner blev senere analyseres nøje i Stockholm af sikkerhedstjenesterne. Men så vidt vides, så kom man ikke frem til andet end at handlede om to almindelige skovarbejdere som var bidt af radioteknik, og som fandt lidt kontakt og spænding udover et ensomt og kedeligt skovhuggerliv.
"Der må være nogen i byen, der har sladret. Politiet kunne aldrig have pejlet ind på os, "sagde brødrene, da de var blevet overrumplede kl. halvtolv om natten. Et par minutter tidligere havde de sendt deres sædvanlige "Lørdags karrusel". John Figaro havde været speakeren Peter. Han havde tidligere arbejdet på Asea, men havde skiftet til skovbrugsjob. Broderen Gunnar var selvlært radioteknikker. Brødrene havde lært en masse om radioteknologi i populærvidenskabelige tidsskrifter. — Vi har ikke haft andet at gå efter, end hvad vi har læst os til. Sjovt har vi haft hele tiden, særlig på det sidste, hvor radioamatørerne landet rundt stod i kø for at tale med os. Vi regnede aldrig med at køre fast. Vi havde klaret os, hvis vi ikke var blevet forrådt.
Politimester Nordlander hævdede dog at der ingen angivere fandtes. Indfangningen havde udelukkende været et resultat af den pejling som telegrafværkets teknikere hade udført.

Efterspillet og retssagen.
Anklageren opfordrede til streng bødestraf, men ville ikke gå så langt som til frihedsstraf. Brødrene kæmpede for i det mindste at få lov til at beholde deres modtagere, grammofonplader og bånd forstærker. I sin dom betegnede retten brødrenes ekskapader som drengestreger, men da disse var i strid med svensk lovgivning og brødrene påviseligt vidste dette, fastslog Domstolen, at deres ulovlige udsendelser skulle straffes hårdt. Anklagemyndigheden hævdede, at alt det beslaglagte udstyr skulle tilgå staten, hvilket også var rettens afgørelse.
Brødrene blev d. 1 september 1952 i Åsele Tingsret idømt 75 dagsbøder af 4 kr. hver.